Begreber 2017-07-10T20:25:04+00:00

BEGREBER I AIKIDO

Riai

Denne måneds tema vil være riai, d.v.s. overensstemmelsen i principperne bag våben, buki waza, og kropsteknikker, taijutsu. Ordet består af to dele, ri, der betyder princip og ai, der betyder harmoni (og som også indgår i aikido og kiai), altså “harmoni mellem principper”. I vores aikido-stil bruges det især om sammenhængen mellem våben og kropsteknikker som sagt. Dette gælder på flere niveauer. Da O-Sensei skabte aikido studerede han også forskellige gamle våbenskoler. Han lagde stor vægt på, at de samme principper blev brugt i kropsteknikkerne og i aiki-jo og aiki-ken (de sværd- og stavteknikker, han udviklede). Det gælder helt fra måden, vi står på. I aikido bruger vi samme stilling, hanmi, både bevæbnet og ubevæbnet. Med jo ændrer vi dog fodstillingen en lille smule, når staven bruges til stød i stedet for slag (det, der hedder tsuki no kamae – stød kampstillingen), men ellers er det den samme måde vores fødder er på, og den samme holdning i ryggen hvad enten vi har et våben i hænderne eller ej. Men man skal være opmærksomme på ikke kun ligheder, men også forskelle. Lige nøjagtig tsuki no kamae er netop ikke hanmi: man står i en mere bredstående stilling og mere med siden til end i hanmi. Det er vigtigt, fordi der er mange, der stadig står i noget der mere ligner hanmi, når de skulle stå i tsuki no kamae. Kigger man nærmere efter, er grunden til denne forskel dog netop det samme underliggende princip. For alle vores kamae gælder det, at vi skal stå så afslappet som muligt, med maksimal åbenhed i hoften og knæene, og uden at krumme eller spænde i ryggen. Når man skal lave tsuki (stød) med en jo, er den nødt til at passere kroppen på en anden måde, end ellers, og for ikke at gå på kompromis med de grundlæggende principper om bevægelighed, må fodstillingen og hoftepositionen ændres en lille smule.

Men ikke kun for “kampstillingerne” og fodarbejdet er der overensstemmelse mellem taijutsu og buki waza. Også inden i teknikkerne selv er der sammenhænge. Måden, vi holder på et sværd minder om måden, vi laver yonkyo-låsen. Måden, vi laver ikkyo ura waza minder om måden vi laver hasso gaeshi (ottetals sving) med jo’en. Kast som shiho nage og kokyo ho kan også udføres med et sværd, hvor man så vender og hugger. Og så videre, og så videre. Det er en god øvelse at prøve at finde sådanne sammenhænge. Det er derfor, instruktøren ofte vil sige, man skal tænke på taijutsu, når man laver buki waza, og omvendt.

Går vi videre findes der direkte applikationer af disse principper i de avancerede partnerøvelser med våben. For kumi-jo (10 partnerøvelser med jo) er de sidste 5 alle forskellige former for kast, man laver ved hjælp af sin jo. For vores kumi tachi (5 partnerøvelser med sværd) er der til hver teknik både (mindst) to ken no riai (sværd-princip) variationer og to tai no riai (kropsprincip) variationer. Hvor man i de sidstnævnte afslutter teknikken med et kast i stedet for et slag med sværdet.

Me keiko

Temaet i dette nyhedsbrev vil være me keiko. Første ord betyder øje eller blik og keiko er træning eller øvelse. Hvis man for eksempel er nødt til at sætte sig ned og stå over træning i en periode for eksempel et pas på en lejr eller nogle faldøvelser man ikke er klar til så er træningen ikke overstået. Det samme gælder hvis man kommer for tidligt og får lov til at sidde og se på. Selvom man ikke direkte er med sidder man stadig opmærksomt og følger med. Det er me keiko.

På den måde lærer man stadig noget selvom man ikke fysisk kan være på måtten og træne med. Rent fysiologisk er vi skruet sådan sammen at bare det at forestille sig at udføre en øvelse har en fysisk målbar effekt. Ikke samme effekt som rent faktisk at gøre øvelsen fysisk men alligevel. Det er den direkte betydning af me keiko. Men vi kan bruge begrebet mere generelt. Den opmærksomhed man bruger i me keiko skal følge en hele tiden. Når man kommer ind et nyt sted for eksempel en anden dojo skal man have sine antenner ude og opmærksomt lægge mærke til hvordan de andre gør. Stiller de andre skoene på en bestemt måde gør man det samme. Sidder de på en bestemt måde gør man det samme osv. Man kopierer det man ser så godt man kan og prøver at passe ind. Det er en typisk japansk måde at opføre sig på som vi i Vesten nogle gange kan have svært ved.

I budo er det særligt vigtigt. Her kan man udvide me keiko til at forsøge at kopiere instruktøren og de højere graduerede så godt man overhovedet kan og til at være opmærksom på hvordan ens partner laver teknikken når man selv er uke. Hvad enten man er uke eller nage hvad enten man ser instruktøren lave teknikken eller selv prøver hvad enten man træner med eller ser på så er man opmærksom og forsøger at kopiere så godt man kan.

Uke og nage

Som noget nyt vil hvert nyhedsbrev indeholde noget om et aikido-tema. Det første tema er uke og nage. Hvis du har en ide til eller et ønske om et tema kan du kontakte Frank.

Uke kommer af det japanske ukeru at modtage og nage af nageru at kaste. Uke er altså den der bliver kastet eller låst dvs. den det går ud over. Hvorimod nage er den der bliver angrebet og forsvarer sig med en aikido-teknik også selvom det ikke er et kast. I sværdteknikkerne er det nogle lidt andre betegnelser der bruges og det kan selvfølgelig godt være forvirrende men i alle kropsteknikker er det altså uke der angriber og nage der forsvarer sig.

Aikido er ikke en konkurrencesport så uke og nage er ikke rigtigt modstandere men stræber i stedet efter sammen at blive bedre. Det betyder så også at både uke og nage spiller en rolle. Det er ikke et frikvarter at være uke uke skal være lige så meget på som nage.

Ukes rolle er at udføre et dedikeret angreb og yde tilpas meget modstand til at nage kan forbedre sin teknik. Ukes rolle er ikke at prøve at kanøfle nage. Ligesom det heller ikke er nages rolle at kaste eller låse uke med al sin kraft. Nage og uke skal tilpasse både deres tempo og deres kraft efter den andens niveau og evner. Som om det ikke var nok skal nage også tilpasse sin teknik efter ukes angreb. Er angrebet hurtigt bør forsvaret også være det er det i stedet langsomt bliver også forsvaret langsomt. Nage skal bruge mindst mulig kraft men med mest mulig effekt. Det kan være svært især i starten at ramme den rigtige balance mellem realistiske teknikker og samarbejde. Det er derfor vigtigt nage giver sin uke besked og omvendt hvis en teknik er for hård ligesom det er vigtigt uke ikke er for flink og bare lader sig falde på hvad som helst.

En god uke er kendetegnet ved at reagere på nages bevægelser men ikke at overtage scenen. Er man uke for en instruktør eller til en graduering skal man nærmest være usynlig forstået på den måde at man helt overlader scenen til nage. Samtidigt skal uke hele tiden forsøge at bevare sin egen balance. Man ser især tit i irimi nage at uke nærmest bare læner sig op til nage men uke hjælper både sig nage og sig selv bedst ved at prøve at holde balancen ved for eksempel at sænke hofterne eller dreje kroppen. Igen uden at modarbejde teknikken.

Tilsvarende er en god nage kendetegnet ved at bevare kontrollen selvom det går stærkt og kunne styre sin uke sikkert gennem teknikken.

Det er svært men det er dette samspil mellem de to parter der er med til at udarbejde den sensitivitet og kontrol der kendetegner aikido.

Awase

Sidste måned var nyhedsbrevets tema uke og nage. I denne måned fortsætter vi med awase. Det kommer af det japanske ord awaseru som betyder at blande eller harmonisere. Vi bruger typisk ordet til at betegne en harmoni mellem ukes og nages bevægelser. Især at nages modangreb kommer præcist samtidigt med ukes angreb for eksempel i den første partnerøvelse med sværd der simpelthen hedder første awase på japansk ichi no awase. Vi ser det også i inddelingen i kropsteknikker i tre niveauer kihon basis awase og ki no nagare flydende. Forskellen på første og andet niveau er at nage reagerer i samme øjeblik uke tager fat hvorimod vi i kihon lader uke tage godt fast inden vi laver vores teknik. Det sidste trin ki no nagare bygger oven på awase men som regel laver nage teknikken på en lidt anden måde end i de to foregående trin.

Men awase er ikke blot timing. Hele samspillet mellem uke og nage som jeg beskrev sidste måned er gennemsyret af awase. Nage skal harmonisere sin bevægelse ikke kun med ukes hastighed men også ukes afstand og kraften i angrebet. Nage må ikke have nogen forudindtaget mening om hvornår og hvordan uke angriber men skal bare følge med bevægelsen. Men også uke laver awase her i form af ukemi når man bliver kastet. Især når det drejer sig om høje fald er kunsten at følge med i teknikken og hverken halte bagefter eller reagere for hurtigt.

På et endnu mere overordnet plan skal man også lave awase med sine omgivelser. I hvert fald når man træner. Så for at opsummere drejer awase sig om at kunne forholde sig åbent til det der sker omkring en og kunne reagere naturligt og spontant.

Maai

Aiki-temaerne startede med uke og nage og gik videre til awase. Denne måned går jeg videre ind i et vigtigt aspekt af forholdet mellem uke og nage nemlig maai. Maai betyder afstandinterval på japansk og er et kernebegreb i enhver form for budo. Først og fremmest betyder det afstanden mellem uke og nage og kan nærmest oversættes med rækkevidde. Så når vi træner kropsteknikker har vi én afstand en anden når vi træner med bokken og en helt tredje når vi bruger jo. Men det bliver hurtigt mere dynamisk og komplekst. I grundtræningen kihon træner vi ret statisk især når angrebet ikke er et slag men et greb i håndled skulder e.lign. Her er maai temmelig fastlåst ca. en armslængde. Men allerede når vi begynder på selve teknikken ændrer vi maai. I nogle teknikker fx shiho nage og kote gaeshi har vi temmelig stor afstand mellem uke og nage gennem hele teknikken medens i andre fx irimi nage og i endnu højere grad koshi nage kommer nage meget tæt på uke. Det siger sig selv at jo tættere nage kommer på uke desto større er chancen for at uke kan angribe fx ved at slå med sin frie hånd eller sparke. Det betyder så også at maai afhænger af hvilke teknikker uke og nage kender i en selvforsvars- eller kampsituation er det derfor vigtig hele tiden at være opmærksom på hvornår man er inden for rækkevidde af sin modstander eller modstandere hvornår man kan ramme sin modstander uden selv at blive ramt og hvornår begge er helt uden for rækkevidde.

Afstanden bliver selvfølgelig endnu mere dynamisk når vi går fra basis til mere avancerede friere øvelser jiyu waza og randori. Allerede når vi går fra greb til slag som angreb bliver maai dynamisk. Hvis man så oven i købet tilføjer flere modstandere bliver det hurtigt meget komplekst.

Det er forskelligt for budo-stilart til budo-stilart hvad den korrekte afstand er. I aikido mindsker vi afstanden med henblik på at kunne kontrollere modstanderen låse eller kaste. Og når vi skifter træningspartner eller skifter mellem tai-jutsu kropsteknikker og buki waza våbentræning bliver vi hele tiden tvunget til at forholde os til maai på en ny måde. Maai er altså en kombination af noget rent fysisk den fysiske afstand og rækkevidde og noget mentalt nemlig opmærksomheden omkring den fysiske afstand og hvordan den hele tiden ændrer sig. Her hænger maai sammen med awase harmonisering med uke betyder også harmonisering af afstannden.

Hanmi

Saito sensei har engang opsummeret hvad det er der gør aikido speciel awaze og hanmi. Denne måneds aiki-tema er hanmi. Ordet betyder halv krop han halv mi krop og er navnet på den særlige fodstilling vi næsten altid har i aikido. Som navnet antyder har det et selvforsvarsaspekt man viser kun halvdelen af sin krop til modstanderen og udgør derfor et mindre mål. Det gør man ved at placere fødderne så de udgør en trekant eller et omvendt T med den forreste fod pegende mod modstanderen og vægten fordelt ligeligt på begge ben.

Stillingen kommer fra sværdteknikkerne og sværdøvelserne er en god måde at øve éns hanmi på. Men det er ikke kun i træning med bokken eller i selvforsvarssituationer hanmi er vigtig. Stillingen har også stor betydning for éns balance og centrering. Tænk på hanmi som en pil der peger fra dit centrum til modstanderens ikke kun i starten af teknikken når I står overfor hinanden men hele vejen igennem teknikken. Igen er det måske mest tydeligt i sværdteknikkerne for her kan sværdet selv hjælpe til at se hvor éns hanmi egentlig peger hen og derfor også i hvilken retning ens kraft egentlig går. Når man for eksempel laver den første partnerøvelse med sværd ichi no awaze første awaze skal man især lægge mærke til om éns hanmi peger direkte mod modstanderens centrum når man starter og igen når man har gået til siden og afsluttet sit slag. Derudover er der selvfølgelig alle de tekniske ting man skal holde øje med timing ordentligt slag osv.

I kropsteknikkerne bliver det lidt mere kompliceret her starter vi i hanmi men slutter ofte i en anden stilling fx siddende. Det betyder ikke at hanmi betyder mindre i tai-jutsu kropsteknikker end i buki waza våbenøvelser. Tværtimod en god solid hanmi er altafgørende for ens balance og fokusering og mange af de trin vi foretager undervejs er fra en hanmi til en anden selv om vi til tider varierer hanmien ved at øge eller mindske afstanden mellem benene og ændre vægtfordelingen alt det kan vi gøre fordi en korrekt hanmi gør det let at bevæge sig i alle retninger og især at vende 180 grader.

Men uden en god hanmi er der ingen god aikido.

.

Kuzushi

Denne måneds aiki-tema er kuzushi. Ordet kommer fra kuzusu der betyder at trække ned men bruges mere eksplicit om balancebrydning. Kuzushi er et vigtigt begreb i de fleste former for budo og især i aikido.

De fleste har sikkert prøvet at sidde fast i en teknik man gør alle de rigtige bevægelser synes man men uke er som naglet til jorden. Det der mangler her er kuzushi balancebrydning.

Kuzushi indgår når vi for eksempel går til siden og laver atemi i ikkyo fra greb i håndleddet katate-dori eller skulderen kata-dori. Det er en af de første teknikker vi lærer og det er et godt sted at blive opmærksom på kuzushi. Først og fremmest skal man gøre sig klart at det er kombinationen af bevægelse plus atemi der bryder ukes balance. Det er ikke nok bare at flytte sig eller bare at slå begge dele skal gøres og med den rigtige timing. Kommer slaget for sent er uke allerede kommet i balance igen så slaget skal komme en brøkdel af et sekund før man flytter sig.

Men teknikken er ikke slut endnu. Uke kan stadig nå at komme i balance igen. Typisk sker det når nage så prøver at udføre selve teknikken dvs. tager fat i ukes albue og glider fremad. Er vinklerne og afstanden maai ikke rigtig her vil uke nærmest skubbes ind i balance i stedet for.

Selv i sidste tredjedel af teknikken hvor uke er nede på knæ og nage skubber uke helt ned at lægge på måtten kan uke komme i balance igen og teknikken blive svær. Her er det igen retningen og timingen fra nages side der er vigtig.

Kun hvis kuzushi opnås tidligt i teknikken og bevares hele vejen igennem vil teknikken virke. Her spiller både uke og nage en rolle. Det er ukes opgave hele tiden at mærke efter hvad der sker og derved være i stand til at spotte hullerne. Og nage skal hele tiden sikre sig uke er ude af balance. Kuzushi er altså et samspil af flere faktorer bevægelse tai-sabaki slag atemi afstand maai timing awaze. Det gælder selvfølgelig ikke kun ikkyo men alle teknikker med tai-no-henka som en mulig undtagelse.

Atemi

Gennem længere tid har der nu været et tema i hvert nyhedsbrev og denne gang er vi nået til et centralt men ofte overset princip nemlig atemi bogstaveligt slag mod kroppen eller at ramme kroppen. O-sensei har engang udtalt at atemi udgør 70 af alle aikido-teknikker og i nogle variationer af citatet er tallet helt oppe på 80 eller 90. Alligevel er det ikke noget vi gør så meget ud af i træningen til hverdag. I modsætning til fx karate er slag i aikido mest noget vi forsvarer os imod og vi bruger så betegnelsen tsuki shomen uchi eller yokomen uchi og ikke noget vi bruger når vi er nage og udfører en teknik. Og der er en vigtig forskel på slag som atemi og som tsuki.

Sidste måneds tema var kuzushi balancebrydning og et eksempel jeg brugte der var ikkyo hvor atemi spiller en vigtig rolle i netop balancebrydningen. Et atemi er altså ikke et slag man udfører for at slå modstanderen ud det er derimod mere formålet med de andre typer slag jeg nævnte før. Derimod bruges atemi i aikido til flere forskellige ting

At bryde ukes balance eller struktur At forhindre uke i at bevæge sig eller på anden måde styre ukes bevægelser At blødgøre eller løse uke op især i anvendte eller forstærkede teknikker At forhindre uke i at se hvad vi foretager os med den anden hånd eller kroppen imens eller på anden

måde at aflede ukes opmærksomhed

Det er kun i det tredje tilfælde formålet er at fremkalde smerte. I de andre tilfælde kan atemi være lidt mere upræcist medens det i dette tilfælde derimod er rettet direkte mod kysuho dvs. kroppens svage punkter området omkring øjnene under næsen skridtet osv. Når vi laver den slags atemi bruger vi ofte knoen på langfingeren i stedet for det almindelige knytnæveslag vi ellers oftest bruger.

Men det ville nu være en fejl at tro det kun er hånden der kan bruges til atemi. I princippet kan stort set en hvilken som helst del af kroppen bruges. I nogle kast såsom kaiten nage og visseudgaver af shiho nage vil det eksempelvis være oplagt at bruge albuen eller knæet. I teknikker med greb bagfra ushiro dori kan første bevægelse ses som et atemi med hofte eller ryggen mod ukes bryst eller skridt. I teknikker hvor begge hænder holdes forfra ryote dori især siddende suwari waza skal man være opmærksom på muligheden af at bruge hovedet til atemi.

Så selvom vi ikke altid gør så meget ud af det er atemi en vigtig og integreret del af aikido og én af nøglerne til en succesrig udførelse af teknikkerne.

Zanshin

Endnu et fundamentalt aikido-begreb zanshin zan resterende shin sindåndopmærksomhedgejst. Ordret betyder det den resterende ånd og henviser til den koncentration der forbliver til stede når kastet eller låsen er udført. Det vil sige det er den opmærksomhed man udviser når teknikken ellers er færdig. Opmærksomheden er rettet dels mod uke dels mod omgivelserne der kunne være flere modstandere. Selv når vi laver suburi med jo eller bokken er zanshin et vigtig element. Giv dig tid til at mærke slaget du lige har udført Hvordan er din balance Hvordan er din holdning centrering og fokusering Står du i den rigtige kamae stilling Brugte du unødige kræfter

Det samme gælder i tai-jutsu kropsteknikker. Når du har lavet teknikken skal du pause et sekund eller to men hele tiden med fuld opmærksomhed på såvel din egen krop som din modstander eller omgivelserne. I en graduering gælder det selvfølgelig i endnu højere grad

I situationer med flere modstandere rigtigt selvforsvar eller bare en graduering er zanshin med til at sørge for du ikke mister koncentrationen og begynder at sjuske med teknikkerne.

Det er måske nemmere at se hvornår zanshin ikke er til stede nage begynder at sjuske med teknikken mister grounding og centrering.

Ukemi

I serien af aiki-temaer er vi nu nået til det centrale begreb ukemi. Ordet kommer af ukeru at modtage og mi som betyder krop så sammensat betyder det at modtage med kroppen. Først og fremmest bruger vi ordet om faldteknik at lave et fald hvad enten det er et rullefald kaiten ukemi eller et højt fald tobu ukemi er en meget kontant måde at modtage en teknik på. Så det er i betydning at falde vi først stifter bekendtskab med ukemi. Men mere generelt er ukemi en betegnelse for måden hvorpå hele kroppen reagerer på et angreb eller en teknik. For nage den der kaster eller låser er ukemi måden hvorpå modstanderens angreb modtages dvs. bliver absorberet eller omdirigeret. Det ses tydeligst i forsvar mod slag hvor vi aldrig møder hårdt med hårdt men i stedet stopper angrebet før det får kraft som vi ofte gør med yokomen eller afleder det når det er på vej imod os som vi tit gør med tsuki eller shomen. Når det i stedet er et greb vi forsvarer os mod ses ukemi som måden hvorpå vi bevarer balancen og kontrollen selv når modstanderen skubber trækker eller vrider.

For uke den der modtager teknikken dvs. den det går ud over derimod er ukemi først måden hvorpå han eller hun forsøger at holde sig oprejst så længe som muligt derefter er det selvfølgelig måden man falder på når selve teknikken når sit højdepunkt. Tag irimi nage som et eksempel. Her ses ukemi i flere udgaver. Først fra nages side når angrebet modtages og omdirigeres. Dernæst for uke når nage går om bagved og holder fast i kraven for at bryde balancen. Her er det ukes opgave at modtage bevægelsen for at holde sig oprejst så længe som muligt. En dårlig uke laver ikke ukemi men læner sig bar op afnage eller falder med det samme. Endelig laver uke atter ukemi idet nages arm går ind under hagen og kaster.

Som man stiger i graderne begynder ukemi mere og mere at dreje sig om alt det der kommer før eller nogen gange ligefrem i stedet for selve faldet. Men alle principperne findes allerede i den første betydning af ukemi nemlig som faldteknik. Når man kigger nøje efter består vores fald jo netop i at gøre kroppen rund og blød så den kan modtage kastet og undgå at komme til skade. Når man skal lære en teknik og er kommet over de basale problemer dukker ukemi op igen. I gamle dage dvs. dengang Saito sensei trænede under O Sensei skulle man først være uke og lave ukemi i lang tid inden man selv fik lov til at være nage og lave teknikkerne. En højtgradueret kan nemlig hjælpe sin uke gennem teknikken hvis uke bruger sin ukemi til at lytte til teknikken og den måde kan lære teknikken indefra ved at være udsat for den.

Kokyo

Dette nyhedsbrevs tema er det allestedsnærværende men meget mystiske kokyo. Ordet betyder ordret blot åndedræt men i aikido betyder det meget mere end det. Vi støder første gang på ordet i vores to grund øvelser kokyo-ho stående i starten af timen og siddende i slutningen. Allerede her vil man høre instruktørerne tale om at bruge mere kokyo hvorefter de viser en næsten helt strakt arm. Senere vil man støde på en hel familie af kast der slet og ret hedder kokyo-nage og som det kan være meget svært at se noget fællestræk ved umiddelbart. Og man har måse endda hørt at Saito sensei plejede at sige at kunne man lave en ordentlig kokyo blev man tredje dan. Alt det kan gøre det meget svært at forstå hvad begrebet dækker over. Hvis man tænker lidt mere over det vil man nå frem til at kokyo betegner en særlig form for kraft der bygger på at hele kroppen bruges på én gang og hvor bevægelse og timing smelter sammen til en tilsyneladende ubesværet teknik som at trække vejret måske. Set på den måde bliver kokyo til essensen af aikido.

Kokyo teknikker skal være ubesværede det er meget vigtigt ikke at krampe sammen. Det ses tydeligst ved armens form den næsten strakte arm vi ofte simpelthen omtaler som kokyo-armen. Dernæst skal man arbejde med alle aikidos principper brug af hoften centrering awase blandning og timing maai korrekt afstand og tai sabaki bevægelse og forsøge at nå frem til en integrering af dem alle sammen. Kraften i teknikkerne i aikido ligger i denne integration og ikke i brug af rå muskelstyrke.

Intention

I rækken af aiki-temaer er vi nu nået til intention. Vi har før været inde på kontrakten mellem uke og nage. I starten indebærer den kontrakt at angrebet ikke er for voldsomt. Man skal jo først lige lære bevægelserne og ukes rolle er at give lige nøjagtig nok modstand til at nage kan lære noget. Når man kommer længere ændrer denne kontrakt sig noget. Nu bliver det derimod ukes rolle at angribe nage med så meget intention som muligt. Angrebet skal være præcist og fokuseret. Griber man partneren i skulderen for eksempel katadori er formålet at styre partneren og forhindre vedkommende i at bruge armen til at slå. Hvis uke derimod angriber med et stød tsuki er intentionen at ramme lige der hvor nage stod da teknikken startede. Intentionen skal være tydelig. Opgaven for uke er altså at angribe så fokuseret og præcist som muligt men samtidig bevare kontrollen så angrebet kan omdirigeres eller bremses hvis nage ikke reagerer rigtigt hvilket er meget svært og kræver god kropskontrol. Samtidigt giver ukes intention nage noget at arbejde med.

Det er generelt for alle former for budo. I karate har man begrebet ikken hissatsu der betyder at knuse med et enkelt slag og i ninjutsu taler man om sakki der betyder truende intention. Når en højere gradueret angriber skal der altså være intention bag angrebet hvad enten det er et greb stød eller slag med hånden eller med et våben. Står man som nage overfor et sådant angreb skal man have sin maai afstand og awase timing på plads. På den måde knyttes flere af de aiki-temaer vi har gennemgået altså sammen og samtidigt begynder uke og nage at have forskellige roller at afhænge af deres indbyrdes niveau.

Reigi

Med lejre og graduering lige rundt om hjørnet er det måske med sin plads at bruge lidt tid på at diskutere dojo-etikette eller reigi. Udover almindelige hygiejne- og sikkerhedsregler er der altid et sæt ekstra regler der gælder i en dojo. Disse regler bunder i den japanske budo-tradition og mange af dem vil gælde i enhver dojo ligegyldigt hvilken stilart der trænes.

Reglerne træder i kraft i det øjeblik man træder ind i en dojo. Man bukker først for shomen dvs det sted hvor der som regel hænger et billede og som vi alle bukker for i starten og slutningen af træningen. Har man våben i hænderne skal disse holdes vandret med begge hænder for at sikre sig man ikke ramme andre. Men allerede inden da har man selvfølgelig sikret sig ens gi bælte og hakama sidder korrekt. På vej ud af dojoen bukker man på samme måde som d man kom ind.

Når man sidder ned i en dojo skal man altid sidde så ens fodsåler er skjult. Det er meget uhøfligt i Japan at vise andre sine fodsåler. Det betyder man enten sidder i seiza på knæ eller i agura i skrædderstilling. Til start og slut og når man bukker generelt er det altid i seiza. Faktisk betyder seiza simpelthen korrekt sidestilling på japansk hvorimod agura betyder sidde som en barbar. Man sidder med hænderne på knæene og ryggen ret i begge tilfælde. Har man våben ligger de til ens venstre side og æggen på sværdetkniven skal pege ind mod en selv på den måde er våbnene mindst truende. Når man bukker lægges våbnene derimod foran en igen med æggen vendt mod en selv. Det samme princip gælder når man overrækker våbnene til en anden man giver dem på den mindst truende måde dvs med æggen mod en selv og med skæftet til højre så man ikke kan bruge våbnet mod den partner man overrækker våbnet til. Når man derimod står op skal våbnene holdes i venstre hånd med spidsen nedad.

I starten siger vi onegai shimasu når vi bukker ind eller skal starte på en ny teknik. Det er lidt svært at oversætte direkte men det er en meget høflig måde at bede om noget på her om at starte. Bliver man kaldt op som uke for instruktøren er det korrekte også at sige onegai shimasu og skynde sig op eventuelt kan man sige hai onegai shimasu. Hvad enten man er uke eller ej skal man skynde sig på plads så timen kan gå videre.

Bliver man rettet af instruktøren er det korrekte at bukke og svare domo arigato gozaimasu hvilket er en meget høflig måde at sige mange tak på i nutid det ville jo være uhøfligt at antyde man ikke ville kunne blive rette på mere den time. Det er samtidig et signal til instruktøren om t man har forstået og vil gøre sit bedste for at udføre teknikken som forklaret. Partneren skal tilsvarende bukke og sige onegai shimasu for at opfordre til at træne videre.

Når man bevæger sig i dojoen skal det altid enten foregå siddende i den form for gang der kaldes shikko eller gående normalt. Hvis der ligger våben på gulvet må man ikke træde henover dem hvilket selvfølgelig også ville gøre ret ondt med shikko.

Skulle man komme til at træde på nogle eller vælte ind i dem eller på anden måde at ramme dem er det korrekte igen lige at forsikre sig at vedkommende ikke er kommet til skade og så i øvrigt sige undskyld hvilket på japansk hedder sumimasen eller gomen nasai.

Det kan godt virke lidt overvælde i starten med alle disse fremmedartede regler men de tjener til at få træningen til at forløbe så sikkert og effektivt som muligt og gør det muligt for en at træne i en hvilken som helst aikido dojo i verden. For at gøre det lidt nemmere vil der komme et opslag i dojoen med de 10 vigtigste regler.

Reigi fortsat kohai og sempai

Vi har haft etikette på japansk reigi som tema før men det er vigtigt hele tiden at følge op og forsøge at gøre tingene bedre så denne gang fortsætter temaet samtidigt med begreberne kohai lavere gradueret og sempai højere gradueret indføres. Det er et typisk japansk begrebspar der bruges på alle niveauer i Japan. I dojoen ser vi det helt fra start af hvor vi sidder i rækkefølge inden timen starter og når den slutter med de sempai i højre ende og kohai til venstre. Det tjener et praktisk formål idet det dels gør det hurtigere for folk at finde ud af hvor de skal sidde forudsat de kender de andre og dels gør det nemmere for instruktøren at overskue klassens niveau. Samtidig gør det også livet nemmere for eleverne der hurtigt kan se hvem de kan lære af. Og her er vi ved et andet vigtigt punkt. I den japanske tradition er det sempaiens rolle at hjælpe kohai med at udvikle sig. Det betyder sempai skal hjælpe kohai med at blive bedre. Det betyder så omvendt også at kohai ikke må rette på sempai. Det kan godt være kohai synes sempai laver teknikken forkert men sandsynligvis er det sempai der enten forsøger at arbejde med nogle detaljer for sig selv eller prøver at illustrere noget for kohai. Det er kun hvis sempai direkte beder kohai om at tjekke noget for eksempel vinklen på et våben som kan være svær at se ellers at kohai må rette sempai.

Det samme gælder selvfølgelig så i endnu højere grad når vi når til sempaiens sempai nemlig instruktøren eller sensei lærer på japansk. Det vil sige at alle skal gøre deres bedste for at lave teknikken nøjagtig som instruktøren viser den. Man kommer nemt især når man har trænet længe til at lave den samme version af en teknik igen og igen uden at lægge mærke til om det måske i virkeligheden var en lille smule anderledes udgave instruktøren viste denne gang. Ligesom man selvfølgelig ikke retter på sin sempai er det tilsvarende helt utænkeligt at man skulle rette på sin sensei og at udføre en anden teknik end den viste er faktisk på en måde at sige til instruktøren at man ved bedre I KAK har vi mange instruktører og mange højtgraduerede. Det betyder vi har en et kæmpe lager af erfaring at trække på. De forskellige instruktører vil vise teknikkerne lidt forskelligt og lægge vægt på lidt forskellige aspekter hvilket afspejler det niveau de er nået til i deres træning og hvad de har måttet arbejde med personligt eller hvad de selv er optaget af for tiden. Nogle holder sig meget til hvad de én gang har lært medens andre måske eksperimenterer mere eller prøver at finde nye vinkler. Se det som en mulighed for at lære mere og komme hele vejen rundt om teknikken.

Og det bringer os til den sidste pointe. Aikido lærer man kun at ved at udføre teknikkerne og mærke på sin egen krop hvad der virker og hvad der ikke gør. Det betyder så omvendt også at der ikke er nogen grund til at snakke så meget. Nogle gange kan det være en hjælp at forklare noget med ord men for mange ord skaber bare forstyrrelse i stedet. Overlad i stedet snakken til sensei eller i det mindste til din sempai.

Ki musubi

Denne måneds aiki-tema kan oversættes til dansk som forbindelse. Det første ord ki er det samme ord der indgår i aikido eller kiai og kan nemmest oversættes til energi både fysisk og mental. Det andet ord musubi betyder binde binde sammen eller forbinde. Ordret betyder det altså sammenbunden energi eller forbunden energi.

Ki musubi er tæt knyttet til andre aiki-begreber såsom awaze blanding eller harmonisering og intention. Det betegner den forbindelse nage har med uke igennem hele teknikken fra uke angriber til kastet eller låsen er færdig og videre gennem zanshin fasen koncentrationen man holder i et par sekunder lige efter teknikken er slut. For at kunne lave awaze med uke skal nage have en forbindelse med sin partner. Det svarer lidt til ukes intention men er altså set fra den anden part i teknikken. Og i modsætning til ukes intention der kun er aktiv under selve angrebet skal nage fastholde forbindelse gennem hele teknikken.

Vi har en avanceret øvelse med sværd Ki musubi no tachi Den forbundne energis sværd som viser det meget tydeligt. Et andet ord for denne øvelse er Otonashi no tachi Det lydløse sværd hvilket meget godt viser hvad det drejer sig om i øvelsen er der ingen fysisk kontakt mellem de to sværd men uke tachi forsvareren har hele tiden kontakt med og kontrol over uchi tachi angriberen. Der er ikke noget specielt mystisk over det. Det er snarere et spørgsmål om fokusering korrekt timing koordinering af hele kroppen og awaze som alt sammen skal gå op i en højere enhed gennem lang tids træning.

Det er selvfølgelig et meget avanceret niveau men ki musubi er noget man skal arbejde på meget tidligt. Helt fra tai no henko vores aller første øvelse kan man træne ki musubi. Idet uke og nage står overfor hinanden og inden uke tager fat i nages hånd hvad enten det er i grund udgave kihon eller den mere avancerede flydende form ki no nagare skal nage allerede forsøge at opbygge fornemmelsen af en forbindelse til uke. Denne forbindelse bliver mere fysisk og derfor også mere tydelig idet håndleddet bliver grebet men prøv at opbyg forbindelsen inden da. Selv når teknikken er færdig og de to partnere indtager deres udgangsposition igen skal man forsøge at holde denne forbindelse ved lige. Lige indtil instruktøren klapper og man kan sætte sig ned eller i det mindste til man skifter rolle og bliver uke i stedet for nage.

Kihon og ki no nagare

Jeg har nu kørt et aiki-tema i nyhedsbrevene i omkring halvandet år. I må gerne sende mig en mail eller fortælle mig til træning hvis der et tema I gerne så taget op eller noget I gerne vil have uddybet yderligere. Ellers løber jeg jo før eller siden også tør for temaerƮ

Temaet denne gang er forskellen på grundtræning kihon som godt kan være ret statisk og den mere avancerede flydende form ki no nagare ordet flydende energi. Fordi vi bruger så meget tid i starten på den forholdsvis statiske kihon træning findes der en misforståelse at Iwama stilen kun har kihon og Aikikai derimod har ki no nagare. Men det er ikke korrekt. Grunden til vi ligger så meget vægt på kihon hvor nage står passivt og venter på at uke griber fat er for at isolere selve teknikkens bevægelser. Næste trin vil være awase hvor bevægelserne er nøjagtig det samme men man nu tager timingen med i billedet. Det vil sige idet uke tager fat i håndleddet for eksempel glider nage ud til siden og laver teknikken. Det giver kun mening at gå til det trin når kihon virker dvs når man kan lave bevægelsesmønstret rigtigt.

Først derefter bør man gå over til flydende teknikker der så også typisk ændrer bevægelsesmønstret en anelse. Hvis vi som eksempel kigger på den første låse- eller holdeteknik ikkyo vil kihon og awase bevægelsesmønstret være at nage træder ud til siden. Ki no nagare derimod indebærer et kortere hurtigere mønster hvor nage i stedet går bagud i pasgang og griber ukes hånd. Det kræver selvfølgelig at timingen fra awase-trinet er på plads. Det man nu tilføjer er dels mere awase dvs mere blanding mellem uke og nage se tidligere nyhedsbrev for awase og dels en slags optimering af ens bevægelse hvor bevægelserne typisk gøres mindre eller koordineres bedre. På den måde arbejder ki no nagare videre med kihon og bygger awase timing ki musubi forbindelse og kokyo brug af hele kroppen ovenpå. Som det nok efterhånden er blevet tydeligt hvis man har fulgt med i aiki-temaerne at alting hænger sammen i aikido. Sagt på en anden måde så forbinder ki no nagare kihon awase ki musubi og kokyo.

Der er andre måder at inddele aikido teknikker på udover kihon og ki no nagare. Men de hænger selvfølgelig også tæt sammen. I våbentræning har vi fx suburi øvelser uden partner hvilket svarer til kihon og partnerøvelser som igen enten kan være awase eller stop-start hvor sidstnævnte igen nærmest kan sammenlignes med kihon selvom teknikkerne er mere avancerede.

Derudover har vi jiyu waza frie teknikker og randori flere modstandere betyder egentlig mere noget i stil med kaotisk angreb der begge to er friere men hvor førstnævnte ikke nødvendigvis er ki no nagare men kan også kihon eller awase det betyder bare at nage bestemmer hvilket angreb uke skal lave og at nage selv vælger sin teknik. Der vil selvfølgelig være en tendens til at lave bevægelserne mere flydende i begge tilfælde. Randori er det nærmeste vi kommer fri kamp i aikido.

Endelig har vi endnu et niveau som er tæt knyttet til randori nemlig takemusu hvilket er et højt niveau hvor nage reagerer spontant og kreativt på angreb og måske ligefrem opfinder nye variationer midt i teknikken. Det kræver selv sagt at aikido er blevet helt integreret i kroppen og er blevet til et naturligt sprog for en så at sige. Men det er så det den daglige træning stræber efter.

Osae waza

Temaet i dette nyhedsbrev er låse- og holdeteknikker. Det japanske navn er osae waza osae fra osaeru at holde nede at fastholde og waza teknik. I aikido er disse teknikker nummeret fra 1 til 6 hvorimod kastene har svagt mere betydningsfulde navne.

Som det japanske navn antyder gælder det om at fastholde modstanderen uke. Med andre ord drejer det sig om at have kontrol over en anden person. I de fleste af låsene er smerte en væsentlig del af denne kontrol for eksempel i nikkyo og sankyo der er håndledslåse. Men kontrol er ikke kun et spørgsmål om at påføre smerte. Den allerførste osae waza er ikkyo fra ichi en et og her påføres uke ingen eller kun begrænset smerte. I stedet virker teknikken ved at kontrollere ukes albue og på den måde først tage balancen kuzushi på japansk dernæst tvinge uke ned og så til sidst holde uke nede ved at lægge vægten på albuen. Der er meget at lære her. For det første at kontrol starter med at bryde balancen. Derefter gælder det så om at holde uke ude af balance hvilket sker ved at manipulere ukes krop gennem et eller flere led først og fremmest albuen i ikkyo håndleddet i nikyo og sankyo osv.. Det skal helst være sådan at uke ikke har noget valg end at følge med. På den måde uskadeliggør nage ikke blot uke men sørger samtidig for at overtage kontrollen. For nage gælder det derfor om at lukke alle hullerne. Det bliver især vigtigt når vi snakker kaeshi waza modteknikker men allerede i den almindelige træning er det derfor vigtigt man hele tiden prøver at være opmærksom i teknikken hvordan er ens egen balance og hvordan er ukes

Når man så når til selve nedtagningen og afslutningen på teknikken er det vigtigt man hele tiden er opmærksom for det er især her de største huller dukker op. Der skal være et moderat pres på uke hele tiden og nage skal hele tiden være ovenpå uke. Helt konkret foregår det ved at holde ukes skulder i måtten og bruge sin vægt. Man skal derfor bevare kontakten til uke hele vejen ned nærmest klistre til ukes arm skulder eller albue.

Vinklerne til kroppen er også vigtige. Det er på den måde man låser ukes skulderled og derved hele kroppen fast. Husk på at osae betyder at skrue eller holde fast så hav fornemmelsen af at skrue uke ned i måtten. I Ikkyo slutter man så af med armen strakt ud fra kroppen i en vinkel på ca. 90 grader hvorimod man i de andre låse mere har armen lodret. I begge tilfælde skal man sørge for at gøre ukes skulder ubevægelig. Det er dér man skruer uke fast. Afslutningen er en vigtig del af teknikken. Faktisk kan man argumentere for at for osae waza er det den vigtigste del. Så vær opmærksom på om du har låst ukes skulder fast når du sidder ned i afslutningen inden du går over til smertedelen for ikkyo er der dog ingen egentlig smertedel i basis udgaven.

Osae waza fortsat

I sidste nyhedsbrev begyndte jeg på et tema om låse- og holdeteknikker. Osae waza på japansk. Det vil jeg fortsætte nu ved at fortælle om forskellen på de forskellige måder at låse på og hvad vi ser efter ved en graduering.

Der er seks typer låse i aikido opkaldt efter de japanske tal 1-6. Derudover er der forskellige måder at afslutte en teknik på således kan fx kote gaeshi afsluttes med enten en siddende eller en stående lås selvom teknikken jo er et kast og ikke selv en lås. Principperne i afslutningen på kote gaeshi er den samme som låsene så det vil jeg ikke gå nærmere ind på her. I stedet vil jeg gennemgå låsene en efter en.

Den første er ikkyo efter ichi et på japansk. Den er mere et holdegreb end en egentlig lås hvis man ved lås forbinder smerte i hvert fald. I ikkyo er det ukes albue man kontrollerer. Både i omote den almindelige teknik hvor uke bliver taget ned foran sig selv og i ura waza hvor man drejer bagom uke. Man kan nemt blive fristet til at tro det er håndleddet eller hånden man skal kontrollere især i ura waza hvor man ofte vil blive fristet til at trække i hånd og albue i stedet for at skubbe på albuen. Men det er altså ved at kontrollere albuen man kontrollerer sin modstanders krop og det er også ved at fastholde kontrollen med albuen man får uke ned og til sidst holder uke nede. Det er noget vi kigger meget efter til en graduering.

Albuen sidder tilpas tæt på ukes center til at man kan kontroller uke uden brug af smerte. Men for at styre sin modstander ved hjælp af dennes håndled skal der mere til. De to næste låse nikkyo og sankyo efter tallene for henholdsvis to og tre på japansk ni og san kontrollerer modstanderen ved at dreje håndleddet i en retning det ikke er beregnet til fra naturens side. Det begrænser dels ukes bevægelsesfrihed og dels giver det smerte. Begge dele bruges til at styre modstanderen. Til en graduering kigger vi igen meget efter om nage tydeligt har forstået hvorledes ukes led skal vrides for at give maksimal kontrol. For både nikyo og sankyos vedkommende kan man tænke på deres omote waza udgave som noget man gør hvis ikkyo omote fejler af en eller anden grund. I den siddende afslutning er det vigtigt at man sørger for at kontrollere ukes skulder. I nikkyo gør man det ved at slippe grebet i ukes hånd og i stedet tag fat rundt om albuen hvorimod man i sankyo fastholder grebet i håndleddet men samtidig sørger for at presse skulderen ned i måtten.

De næste låse kan ses som en slags variationer over de tre første. Lås nummer fire yonkyo fire på japansk hedder enten chi eller yon er en slags afart af sankyo hvor man flytter hånden op ad ukes håndled og i stedet bruger et pres på et nervepunkt kyusho på japansk. Kan man lave sankyo i en teknik kan man i princippet også lave yonkyo. Og man kan lade en sankyo glide over i en yonkyo eller omvendt hvis det er nødvendigt for at kontrollere uke. Femte teknik gokyo go er fem på japansk er en slags afart af ikkyo som er særligt velegnet mod en kniv. Man kontrollerer atter albuen men den anden hånd tager omvendt fat på ukes håndled for at få pulssiden væk fra knivsæggen. I afslutningen trækker man i ukes albue og laver en slag nikkyo lås på håndleddet mod underlaget. Igen til en graduering er det vigtigt at vise man har forstået vigtigheden af at beskytte sin pulsside.

Endelig er den sidste teknik rokkyo seks hedder roku på japansk nok engang en albue lås. I modsætning til ikkyo giver den dog smerte denne gang idet man presser ukes albueled modsat dets bevægeretning samme princip man brugte mod håndleddet med stor succes i nikkyo og sankyo. Man kan også se den som et svar på en nikkyo ura waza der går galt. I stedet for at strides med uke glider man i stedet rundt om albuen og lægger presset dér i stedet for i håndleddet.

Det led man kontrollerer samt måden man kontrollerer det på varierer altså fra teknik til teknik. Og det er vigtigt man kan vise man forstår forskellene til en graduering. Hvis man har svært ved at få en lås til at virke kan man derfor spørge sig selv om man prøver at manipulere det rigtige led og om man gør det på den rigtige måde. Samtidig kan det være en hjælp at tænke på låsene som byggende oven på hinanden og som supplerende hinanden. På et lidt højere niveau skal man nå frem til en ret fri brug af teknikkerne så man kan genkende hvornår en given lås nærmest tilbyder sig selv og hvordan man kan glide fra den ene over i den anden.

Aikidos historie

De sidste mange nyhedsbreve har haft et aikido-tema som regel af teknisk art. Denne gang vil jeg prøve at opridse aikidoens historie og hvordan den passer ind i forhold til andre Budo-stilarter. Tilbage i det gamle Japan var samuraiernes ubevæbnede kampstilarter delt i to hovedformer ju-jutsu og aiki-jutsu. Mange af ju-jutsu stilarterne blev senere samlet af Jigoro Kano da han grundlagde judo. Grundlæggeren af aikido Morihei Ueshiba eller Osensei store lærer på japansk trænede forskellige Budo stilarter men især daito-ryu aiki-jutsu og det er denne aiki-jutsu stilart der har haft størst indflydelse på aikido. Osensei fik mekyo-kaiden i de gamle Budo-former før man indførte bæltefarver var dette den højeste grad det betød man mestrede alle teknikker og havde ret til at undervise i dem i daito-ryu og længe omtalte han sin egen stil som daito-ryu. Inden da havde han fra barnsben trænet forskellige ju-jutsu stilarter.

Da han begyndte at udvikle sin egen stil skiftede han dog først navn til aiki-budo og siden aikido. I mellemtiden havde han også studeret en gammel sværdskole kashima sinden-ryu som er basis for aiki-ken de sværdteknikker vi træner i KAK.

I tiden op til anden verdenskrig begyndte et par af hans elever at danne deres egne skoler og de to vigtigste er Tomiki og Shioda. Tomiki-sensei var også judo-mester og havde trænet i mange år under judo-stifteren Jigoro Kano. Hans stil er den eneste aikido-stil der har konkurrencer. Shioda-sensei stiftede Yoshinkan aikido der er en mere hård og lineær stil end vores.

Efter krigen tilbragte Osensei det meste af sin tid i Iwama nord for Tokyo hvor han havde sin prĶate dojo og byggede aiki-jinja jinja er Shinto tempel på japansk. D et er fra den periode aikido som vi kender det i dag stammer fra. Da Osensei døde i 1969 overtog hans søn Kisshomaru titlen som Doshu do vej shu mester. Få år efter forlod den højestgraduerede shihan Tohei Tokyo skolen og startede sin egen stil der går under navnet ki-aikido på grund af dens fokus på ki egtl energi men her forstået i mere metafysisk eller filosofisk forstand. Samtidig overtog Osenseis hovedelev fra Iwama Morihiro Saito ledelsen af Iwama dojoen. Det er fra Saito-sensei den aikido KAK træner kommer fra. Saito-senseis stil er kendetegnet ved dels at være mere fysisk og budo-orienteret end den stil der blev trænet af Doshu på den tid dels at have stor fokus på våbenteknikker og dels på at være meget systematisk bygget op. Det var Saito-sensei der systematiserede Osenseis våbenteknikker til de suburi vi kender i dag. De avancerede sværdøvelser kumi-tachi kumi kamp tachi sværd stammer fra kashima shinden-ryu men de tilsvarende jo-øvelser kumi-jo er Saito-senseis opfindelse det samme gælder mod-kataen til 31-kataen. Selve kataen er en Saitio-sensei lærte af Osensei og det samme gælder den kortere 13-kata der dog oprindelig var del af en længere kata som Saito-sensei desværre aldrig nåede at lære helt så resten er gået tabt. Saito-senseis stil kaldes også Iwama-ryu Traditionel Aikido efter en bogserie Saito-sensei udgave i 70erne eller takemusu aikido.

Inden for hombu-dojo hoved-skole navnet på hovedkvarteret i Tokyo blev våbenteknikkerne nedpriotiteret indtil Nishio-sensei der også trænede iai-do kunsten at trække et sværd lavede sit eget våbensystem. Nishio-stilen er den anden store aikido-stil i Danmark ved siden af vores stil.

I 1999 døde den anden Doshu og sønnen Moriteru tog over som den nuværende Doshu. Saito-sensei døde i 2002 hvorefter Iwama-dojoen gik tilbage til Ueshiba familien. Saito-senseis søn Hitohiro brød ud af aikido-føderationen Aikikai og har nu sin egen stil med basis i hans egen dojo i Iwama men de fleste skoler i Japan og udlandet valgte i stedet at blive i Aikikai. De instruktører der underviser på vores lejre har alle været elever af Saito-sensei og mange af dem har boet i en årrække i Iwama. De er dermed med til at sikre at Saito-senseis aikido overlever og bliver videregivet til de kommende generationer.

Kamae

I alle former for japansk budo findes begrebet kamae der ordret betyder holdning men oftest bruges som kampstilling. For aikido er det først og fremmest hanmi ordret halv krop som er vores udgangsstilling i kropsteknikkerne. Hovedformålet ved enhver form for kamae er enten at sikre det bedst mulige forsvar eller bedst mulige udgangspunkt for et angreb. Vores hanmi har den fordel at den beskytter os ved at vise en mindre del af vores krop til modstanderen deraf navnet og samtidig gør det let for os at bevæge os i mange forskellige retninger.

Vi har andre former for kamae i våbenteknikkerne. Lad mig starte med jo. Principperne er de samme som i taijutsu vi skal udgøre så lille et mål som muligt samtidig med vi skal sikre os selv maksimal bevægelsesfrihed. Det kan vi opnå på forskellige måder. Vi kan enten holde joen i én hånd. Det er sådan vi gør i de tre første suburi. Den stilling hedder jo no kamae. Der er også en variant hvor vi i stedet for at holde joen foran os som et skjold holder den ude til højre side. Det er den kamae vi står i når vi laver suburi nummer 13. I de andre kamae holder vi med begge hænder på joen. Vi kan enten stå som om vi havde et sværd den stilling hedder i aikido ken no kamae ordret sværdstilling den stilling er velegnet til hug eller med joen vandret med henblik på stød stillingen hedder da tsuki no kamae ordret stødstilling. I første tilfælde står vi i hanmi i sidstnævnte er vi nød til at dreje kroppen mere og for ikke at vride i knæene hvilket ville gøre det svære at bevæge sig er forreste fod drejet lidt indad. Vi er typisk også mere nede i knæ. Men i alle tilfælde er hovedformålet altså at beskytte os selv dels ved at bruge staven som skjold og dels ved at gøre kroppens svage dele mindre tilgængelige for en angriber og samtidig sikre os mest mulig bevægelsesfrihed.

Der findes faktisk også andre kamae med jo i vores system. Men nu er de ikke længere startpositioner men stillinger vi enten ender i eller bevæger os i gennem. I alle hasso gaeshi ottetalssving teknikkerne står vi midt undervejs med joen løftet i begge hænder vandret ud for vores tindinger. Det er en kamae der i mange andre sværd- og stav-skoler hedder netop hasso no kamae. To andre eksempler er stillingen i gedan gaeshi lavt sving teknikkerne hvor vi står med joen halvt bag os her er formålet dels at skjule stavens sande længde og dels at lokke modstanderen til at angribe hovedet eller slutstillingen efter barai fejninger som fx i 31 kataen bevægelse 9-10. Her er man mere på spring til et nyt angreb hvis det er nødvendigt.

Med bokken er grundstillingen ken no kamae der i mange sværdskoler ville hedde chudan midterhøjde no kamae. Det er grundstillingen hvor sværdet holdes ud foran en som et skjold der forhindrer angreb og samtidig gør det nemt selv at hugge eller stikke. Ligesom med jo er denne stilling baseret på hanmi. Derudover har vi andre kamae i suburi 2 og 3. Den stilling vi går tilbage i suburi nr 2 med sværdet løftet over hovedet ville i andre sværdskoler kaldes jodanhøj højde no kamae. Der er ikke nogen stærk tradition for at bruge noget navn for den i aikido. I suburi nummer 3 går vi tilbage i en variation af denne jodan no kamae inden vi skifter til et stilling med sværdet holdt lavt bag os i en stilling der i sværdskoler kunne hede gedan lav højde no kamae eller waka kamae. Ligegyldig hvilken kamae vi står i er det dog vigtigt vi altid er i balance og centreret og fri til

Pensum og træningsskema

Lad mig forlade de historiske eller mere tekniske emner for en stund og i stedet fokusere på noget der direkte berører alle medlemmer af klubben uanset grad.

Som det måske vil være bekendt er bestyrelsen ved at redigere pensum til de forskellige kyu-grader. Pensum til dan-graderne er blevet ændret løbende både medens KAK var en del af Dansk Aikidoforbund DAF og efter vi har forladt DAF og er gået sammen med Lewis. Det nye pensum vil blive offentliggjort snarest men det er måske på sin plads at forklare lidt af tankerne bag det.

Det kommer næppe som en overraskelse at aikido kan være svært og derfor er det vigtigt man bygger det gradvist op. Vi starter derfor temmelig statisk hvor angriberen uke blot tager fast i forsvareren nage. Her er al timing skåret helt ud af ligningen. I stedet er fokus på at lære at bevæge sig i forhold til et holdegreb og gøre sig fri af det uden at skulle bruge kræfter. Man skal altså først og fremmest lære at bevæge sig i forholdet til et stationært angreb. For de allerlaveste kyu-grader er hovedformålet med pensum at lære at bevæge sig og komme fri uden at bruge kræfter. Der er meget få teknikker men de er til gengæld basis for alt man senere skal lære både med og uden våben.

Lidt senere sætter vi bevægelse på og uke kan nu slå efter nage der så altså ikke kun skal bevæge sig i den rigtige retning men også med den rigtige timing. Angrebet bliver derfor mere realistisk. Det samme gælder holdegrebene hvor uke før skulle være meget velvillig og følge med er det nu i orden at holde mere fast og gøre mere modstand stadig indenfor rimelighedens grænser selvfølgelig. Teknikkerne begynder med andre ord at virke. Samtidigt begynder man at komme mere rundt i pensum og får et større ordforråd af teknikker. Det er niveauet for 4-3 kyu hvor sidstnævnte så skal vise mere kontrol og forståelse af principperne end førstnævnte.

Og så kommer de avancerede kyu-grader. Nu drejer det sig om at få timingen til at blive bedre det vi kalder awase samtidigt med de sidste grundteknikker skal læres. Det er også på dette niveau vi gør det meget friere til gradueringen. Til de forrige grader var både teknik og angreb låst fast. På de sidste to grader er det derimod frit vi beder blot om et vist antal af hver type teknik. Det vi kigger efter er timing kontrol og forståelse af de basale principper.

Træningsskemaet der hænges op i starten af sæsonen angiver hvilke teknikker der skal trænes i hver uge. Og formålet er her dels at sikre sig vi når alle hjørnerne igennem i løbet af en sæson og dels at prøve at træne teknikker der på en eller anden måde hænger sammen eller er baseret på lignende principper nogenlunde samtidigt for at gøre det nemmere.

Præcision og ærlighed i teknikkerne

Aikido er bygget op i trin og det er vigtigt at skelne klart mellem disse og ikke blande trinene sammen. Det er også vigtigt ikke at forsøge at springe nogle af trinene over. Temaet i dette nyhedsbrev er derfor præcision.

Det første trin i aikido kaldes også katai hård eller solid. Her skal man dybest set lære at bevæge sig korrekt i forhold til en modstanders angreb. Noget i stil med jeg skal flytte mit højre ben ud 90 grader til højre og flytte mit venstre ben ind foran så jeg nu står på en linje 90 grader i forhold til min partner derefter skal jeg have højre hånd ind for mit centrum med fingrene opad hvorved modstanderens håndkant kommer frem som jeg så griber med min venstre hånd og drejer mig 270 grader stadig med hænderne foran mig. Bevægelserne vil være skematiske og lidt stive men det er et vigtig trin hele tiden at gå tilbage til. Hvis man ikke er tilpas opmærksom på detaljerne især vinklerne og afstandene på dette niveau vil man blive blokeret senere når det enten gå hurtigere eller modstanderen holder hårdere fast. Det samme gælder i våbenøvelserne suburi hvor man ikke træner med en partner. Forudsætningen for at kunne bruge disse teknikker korrekt når man når til partnerøvelserne er at man har brugt tilpas meget tid på at forstå suburierne den korrekte måde at holde på våbnet på bevæge det som en del af ens egen krop ud fra centret afstandene og vinklerne til ens egen krop eller til angrebslinjen og så videre.

Dernæst kommer yawarekai blød. Det er overgangen mellem ren basis kihon og de senere mere flydende niveauer. Man har nu forstået bevægelserne og man skal derfor begynde at lære ikke at bruge kræfter til at opnå det resultat man stræber efter. Det er vigtigt man hele tiden prøver sig selv af og går hinsides ens evner og fejler ellers kommer man ikke rigtigt videre. Når man fejler går man tilbage til trinet før og analyserer hvad der gik galt. Måske går man rigtigt ind i en teknik som morote-dori kokyo-ho men får ikke drejet hånden på den rigtige måde på det helt rigtige tidspunkt og kan derfor alligevel godt holdes fast i låsen hvis modstanderen er dygtig nok. Det vil vise sig at de vinkler og afstande man har lært på katai niveauet kun er generelle retningslinjer og at man afhængig af partnerens styrke kunnen og størrelse måske skal tilpasse dem lidt. Måske skal jeg ikke gå helt 90 grader ud men kun 80 eller måske lidt mere. Men de overordnede linjer ligger stadig fast. Og en fejl på dette trin vil ofte vise sig at være en fejl i forståelsen på det tidligere niveau. Det er klart at eftersom jeg ikke lærer alle teknikker samtidigt vil der altid være nogle teknikker hvor jeg arbejder på yawarekai og andre hvor jeg stadig eller igen er på katai trinet. Det er det der gør aikido så udfordrende. Og det er det der gør I tit kan se selv de højest graduerede stå sammen og nørde med nogle detaljer på en træningslejr eller hvis de får lov at træne sammen i timen.

Når jeg så går videre til de flydende trin awase og ki no nagare skal jeg typisk ændre min måde at bevæge mig på men det skal ske på basis af den forståelse jeg har opnået på de forrige trin. Nu må teknikken på ingen måde være skematisk længere. Det er vigtigt man er ærlig omkring teknikken. Virkede den kun fordi jeg brugte kræfter eller fordi modstanderen lod mig gøre det Mistede jeg i virkeligheden kontakten til min partner Kunne jeg i virkeligheden være blevet ramt flere gange undervejs Det er klart at det også er vigtigt modstanderen er ærlig her.

Ofte vil man se ens fejl og mangler bliver forstørret op når man går fra kihon til ki no nagare og man kan nemt få en fornemmelse af at alt smuldrer og man er slået tilbage til start. Det er der ikke noget galt i. Tværtimod er det en kærkommen lejlighed til at blive endnu bedre selvom det godt kan være lidt hårdt ved egoet men det er netop et af kendetegnene ved budo. Japanerne har et udtryk for det ganbatte eller gambatte kudasai hvilket betyder hæng ud bliv ved men også et ønske om held og lykke

At bruge rummet

Jeg vil slutte året af med at give mine egne tanker omkring et udtryk I sikkert har hørt vi instruktører bruge ofte nemlig at bruge rummet.

Det kan betyde forskellige ting afhængigt af hvilken niveau man er på. Først og fremmest er det en måde at sige at man skal undgå at synke ind i sig selv men være opmærksom på sine omgivelser. Heraf følger det også at bevægelserne måske bliver lidt større end de ellers ville have gjort. Det man skal lære her er altså dels at fastholde opmærksomheden på sine omgivelser og dels skal sørge for at lave tilpas store bevægelser. På lidt længere sigt bygger vi så oven på dette. Ved at lave store bevægelser lærer man også bedre hvor hullerne er og det bliver mere tydeligt om man bruger muskler eller teknik. Og som man stiger i graderne bliver det selvfølgelig også vigtigere og vigtigere at kunne håndtere flere modstandere på samme tid.

Men der er også en anden betydning som er værd at bide mærke i. Aikidos bevægelser bliver ofte beskrevet som cirkler hvilket er en todimensionel figur medens de i virkeligheden snarere er spiraler dvs. tredimensionelle. Man kan sige at ved at gå fra lineære bevægelser som egentlig er endimensionale over cirkler til spiraler begynder man at bruge rummet mere og mere. Ens bevægelser bliver samtidig friere. Man går fra kun at bevæge sig frem-tilbage eller højre-venstre til også at gå i cirkler og siden tilføjer man op-ned og får spiraler. Umiddelbart kan det måske lyde lidt tørt men det har nogle store konsekvenser set fra et budo-perspektiv. For det man skal lære på dette niveau er nemlig noget af kernen i aikido og det der gør aikido generelt og især vores stil anderledes end så mange andre budo-former. Grunden til vi typisk bevæger os i spiraler er nemlig ikke blot at det ser godt ud. Spiralbevægelser gør det muligt for os at hele tiden bevæge os selv derhen hvor vi er stærkest og samtidig hele tiden finde ud af hvor modstanderen har sin svageste vinkel.

Lad mig gøre det mere konkret ved at kigge på nogle eksempler. Start med kata-dori dai ikkyo dvs. første frigørelsesteknik mod en angriber der holder fast i ens skulder. Hvis jeg bare går bagud vil jeg gå imod modstanderens kræfter og teknikken bliver til et spørgsmål om råstyrke. Hvis jeg derimod bevæger mig en nedadgående spiral bagud og til siden kan jeg bevæge mig uden at skulle hive eller skubbe i partneren dvs. jeg undgår både at kæmpe mod modstanderens styrke og at sende for mange signaler til vedkommende om hvad jeg laver. Det første er vigtigt allerede fra man begynder sin aikido-karriere mens det andet er vigtigt for de avancerede grader. Jo mere jeg bruger rummet her desto bedre bliver teknikken. Et andet eksempel kunne være tenchi-nage himmel-ord kast hvis jeg tager navnet bogstaveligt og kun tænker op og ned vil jeg bare gå direkte ind i modstanderen og ikke komme nogen vegne. Næste trin vil blive at føre begge armene fremad. Det vil få mig til bryde grebet men det er stadig ikke optimalt. Først hvis jeg samtidig med jeg går fremad begynder at skrue mine hænder ind mod midten igen så jeg får låst modstanderens skulderblade vil jeg have en effektiv teknik. Igen jo mere jeg bruger rummet desto bedre bliver teknikken. Så hvis min teknik ikke virker kan jeg komme videre ved at spørge mig selv om jeg har brugt rummet rigtigt. Er mine bevægelser for lineære er de kun i ét plan eller er de spiraler Er bevægelserne for små Bruger jeg hele rummet omkring min modstander både foran ved siden og bagved vedkommende

Etikette

Der er indkommet et par forslag til tema og det der er blevet ønsket af flest er etikette eller reigi på japansk. Så det vil være temaet i dette nyhedsbrev. Bliv endelig ved med at komme med forslag.

I enhver form for budo spiller reigi en stor rolle. Noget af dette skyldes selvfølgelig den japanske kulturarv der ligger i baggrunden for budo og hvor etikette spiller en væsentlig rolle. Men budo-etikette har også en betydning i sig selv. Mest oplagt måske er at enhver form for budo i princippet kan være farligt og der er derfor behov for en vis form for adfærdsregulering for at sikre ingen kommer til skade. Samtidigt er etiketten med til at højne koncentrationen. Men lad os tage det trin for trin. Man starter med at ankomme i god tid og klæder om og stiller sig klar foran dojoen. Man er selvfølgelig tilpas velsoigneret neglene er kortklippede man har fjernet smykker og make-up og ens gi lugter ikke. Renlighed er vigtig især fordi vi meget ofte er meget tæt på hinanden i aikido.

Når man kan komme ind skal gulvet fejes. Det behøver strengt taget ikke gøres før hver time men i hvert fald før den første time skal det gøres. Her kommer det japanske system ind i billedet igen renlighed er vigtigt og der er samtidigt en slags opdragende effekt idet det traditionelt er de lavest graduerede der fejer gulvet.

På et tidspunkt skal timen til at starte og man sætter sig. Normalt sidder man i rækkefølge men især på lejre kan det være upraktisk og man sætter sig i stedet for bare så hurtigt som muligt hvor der end er plads i rækken. Rækkefølgen har den ekstra fordel at alle inklusive instruktøren hurtigt kan få et overblik over de tilstedeværendes niveau. Det er kun i starten og når timen slutter man behøver at sidde i rækkefølge. I løbet af timen sætter man sig bare så hurtigt som muligt ned. Under selve indklapningsceremonien skal man prøve at følge med så alle klapper og bukker nogenlunde i takt. Tænk på det som en måde at tune ind på hinanden awase og derfor som en del af træningen.

Bliver man kaldt op som uke af instruktøren siger man onegai shimasu og skynder sig så hurtigt som muligt op og er klar. Hvis instruktøren snakker længe medens man er oppe kan man sætte sig ned først på et knæ og til sidst i seiza den japanske siddestilling på begge knæ som man også sidder i ellers. Alle er selvfølgelig opmærksomme når instruktøren viser teknikkerne og taler. Når instruktøren er færdig med at vise teknikken skal alle så hurtigt som muligt finde en partner at træne med. Jo hurtigere man gør det desto mere får man trænet. Man vælger en partner ved at bevæge sig hen få øjenkontakt og bukke medens man siger onegai shimasu. De lavest graduerede kan få ekstra meget ud af at træne med de højere graduerede og skal derfor helst skynde sig hen og bukke for dem.

Når man træner er det altid den højest graduerede der starter med at lave teknikken. På den måde får den lavest graduerede en ekstra chance til både at se og mærke teknikken. Hvis man har et spørgsmål prøver man at få øjenkontakt med instruktøren fx ved at række hånden i vejret eller høfligt og ikke alt for højt sige sensei. Bliver man rettet siger man bagefter domo arigato gozaimasu bemærk forskellen i endelsen det er nutidsformen af en høflig tak og ens partner eller partnere siger onegai shimasu medens man bukker. Man diskuterer ikke med instruktøren men hvis man ikke forstår kan man selvfølgelig sagtens stille spørgsmål. Vær altid opmærksomme på hinanden både Jeres træningspartner og de andre i dojoen når I træner. Det er den højest gradueredes ansvar ikke at presse de lavest graduerede for meget.

Når timen skal slutte skynder man sig ned at sidde og under udklapningsceremonien siger man domo arigato gozaimashita datidsformen af en meget høflig måde at takke på.

Dan-gradueringer

Det sorte bælte har nærmest mytologisk status både hos folk der træner budo og måske især hos folk der ikke træner. Jeg vil derfor prøve at fortælle lidt om hvad de enkelte dan-grader indebærer.

Første dan japansk shodan er den allerførste sortbæltegrad. Det man skal vise her er at man har forstået grundteknikkerne og kan få dem til at virke. Man skal med andre ord være meget sikker i sine teknikker. Enhver dan-grad er potentielt en instruktørgrad så der bliver lagt væk på man er tydelig og præcis således at man ville kunne give teknikkerne videre til andre.

På anden dan niveau japansk nidan skal man nu også kunne overbevise gradueringspanelet om at man forstår principperne bag aikido. Det er straks meget sværere men det hænger især sammen med om man kan se man bruger hele kroppen og kan tilpasse sine bevægelser til modstanderen. Det er svært at sætte ord på men tydeligt at se I har sikkert hørt de fleste instruktører sige om en eller anden teknik at det her er bare det samme somƠfx at irimi tenkan kropsvendingsbevægelsen indgår i ikkyo ura waza første lås med drejning på ydersiden af modstanderen eller at den deler bevægelser med hasso gaeshi ottetalssving med jo. Principperne i aikido går på tværs af både kropsteknikker og våbenteknikker og man skal vise man forstår dette.

Med tredje dan japansk sandan når vi op på et nyt niveau. Her skal man ikke kun forstå principperne bag grundteknikkerne men også forstå de flydende teknikker. Det er vigtigt man kan vise man forstår forskellen på kihon grundteknikker og ki no nagare flydende teknikker. Det er ikke bare at udføre teknikkerne hurtigere oftest er ashi sabaki fodarbejdet helt forskelligt så det har ikke noget med hastigheden at gøre som sådan. Med fjerde dan yondan er man nået til sidste niveau hvor der er graduering. Før dan-systemet blev indført i budo blev dette niveau kaldt menkyo kaiden løst oversat fuldt uddannet. Man skal nu vise man mestrer principperne og kan variere dem henka waza eller lave modteknikker kaeshi waza.

Man kan også se disse fire grader som afspejlende den fundamentale opdeling i kihon dvs. basis to niveauer katai hård og yawarekai blød svarende til shodan og nidan og de to nagare dvs. flydende niveauer nagare og ki no nagare flydende energi som så svarer til de to sidste dangrader. Så igen til shodan skal man vise man har forstået teknikkerne og kan få dem til at virke og for nidan skal man kunne se hele kroppen bruges korrekt og teknikkerne derfor er blødere. For de to sidste dan-grader bliver det hele mere flydende og mere og mere spontant.

 

Uke og nages roller

Jeg vil vende tilbage til et evigt aktuelt emne, som jeg allerede har været inde på i nyhedsbrevene før, nemlig forholdet mellem en selv og ens træningspartner(e). De japanske ord er uke og nage. Uke betyder egentlig den, der modtager teknikken, altså den teknikken ”går ud over”, og eftersom aikido er defensivt, er dette altså det samme som angriberen. Ordet nage betyder egentlig den, der kaster, men det bruges også om den, der laver en låseteknik (hvor det så strengt taget burde hede tori i stedet), dvs. den, der forsvarer sig mod ukes angreb.

Til træningen er det hele selvfølgelig aftalt spil, så nage ved, præcist hvilket angreb uke kommer med. For ikke at komme til skade, er uke nødt til at følge med. Men kun til en vis grad. Og her er det så, hvor det begynder at blive kompliceret. For den grad af modstand, uke yder nage skal afhænge af nages niveau. Der er ikke tale om en konkurrencesituation.

Det er ikke nemt at være en god uke. For det første skal man være årvågen og parat til at angribe, men man skal også afpasse både hastighed og styrke i angrebet til ens partner, og endelig skal man afpasse ens modstand undervejs til partnerens niveau. Og selvfølgelig, yder man modstand, skal man også være parat til at reagere på, hvordan nage håndterer det, så ingen kommer til skade.
En dårlig uke, er det derimod nemt at være. Man skal enten lave et dårligt angreb, selv lade sig falde, hvad enten nages teknik virker eller ej (især har mange en tilbøjelighed til at ville ”hjælpe” nage først og fremmest i svære teknikker som kochi nage og selv nærmest kravle op på lænden af dem) eller også skal man blokere teknikken fuldstændig – man ved jo, hvad nage har tænkt sig at gøre. Uke og nage skal i stedet hjælpe hinanden til at blive bedre.

Det er selvfølgeligt endnu svære at være uke for instruktøren, for der ved man som regel ikke, hvilken teknik, der skal udføres, så man skal være klar til at reagere. Derfor vælger vi som regel uker fra de højest graduerede, når vi underviser. Det har et par andre fordele. Først og fremmest får uke således mulighed for at mærke på sin egen krop, hvordan teknikken skal føles, når den gøres rigtigt. Og det er en anden vigtig del af det at være uke: det er ikke en pause, hvor man venter på, det bliver ens tur – heller ikke, når der er flere modstandere. Man skal ikke være passiv som uke, men aktiv, hele tiden ”lytte” efter, hvad der sker. Det er en vigtig del af træningen, som man kan lære meget af. Det er ikke kun nage, som laver teknikken, der skal lære.

Når du bruger hjemmesiden accepterer du vores brugervilkår Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk